Der er tegn på stigende vækst i Danmark; ledigheden falder og eksporten vokser. Men væksten udfordres af en begyndende mangel på arbejdskraft i hele landet. Manglen kommer til at se forskellig ud fra region til region - og man hører om manglen på faglærte, et overudbud af akademikere og mere specifikt om mangel på læger og arbejdskraft inden for bygge & anlæg. Men hvordan ser det egentlig ud i Region Hovedstaden og Region Sjælland?

Viden- og netværksdagen sætter fokus på den kvalificerede arbejdskraft - hvad er problemet, kan virksomhederne få de rigtige medarbejdere i fremtiden, og hvad kan erhvervsfremmesystemet gøre?

Dagens oplægsholdere
Daniel Vizel fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering starter dagen med et statistisk indblik og sammenfatter de mange analyser, som styrelsen står bag. Du får viden om, hvordan det egentlig ser ud med arbejdskraften i Region Hovedstaden og Region Sjælland sammenlignet med resten af landet.

Danmarks Vækstråd har udgivet "Rapport om kvalificeret arbejdskraft", der bl.a. anbefaler, hvordan erhvervsfremme- og beskæftigelsessystemet kan sikre en bedre og mere sammenhængende service til virksomhederne. Ulla Lieberkind, specialkonsulent i Erhvervsministeriet, folder anbefalingerne ud og åbner op for en diskussion om, hvordan vi sammen kan hjælpe virksomhederne endnu bedre.

En af de aktører, som arbejder specifikt på at sikre arbejdskraft til virksomhederne i regionerne er Copenhagen Capacity - Dan Rosenberg, som er Senior Talent Acquisition Manager, giver dig et indblik i arbejdet med at tiltrække udenlandsk talent til virksomhederne, for at de kan folde deres fulde vækstpotentiale ud.

Til sidst hører du hvordan Sune Ernst Nielsen, ejer af Brandiators, kontinuerligt sørger for at finde og tiltrække de rigtige medarbejdere til sin virksomhed. Brandiators startede med 3 personer og er over en kort årrække vokset til over 160 medarbejdere i flere forskellige lande. Det kræver hårdt arbejde på HR området!

Fælles workshop
Med udgangspunkt i de fire oplæg inviteres du til at deltage i en workshop, hvor vi udforsker, hvordan vi i endnu højere grad kan matche regionernes virksomheder med de rigtige medarbejdere.

Programmet afsluttes med frokost.

Tilmelding

OBS! Der er ikke flere pladser, men du kan komme på venteliste ved at udfylde nedenstående formular

Program - fredag 23.06.2017

8.30-9.00 Morgenmad

9.00 Velkommen
//Julie Pi, sekretariatsleder, Greater Copenhagen Academy

Deltagerpræsentationer ved bordene

9.30-9.50 Regionernes rekrutteringssituation
//Kenneth Beierholm, fuldmægtig, og Gert Jørgensen, specialkonsulent, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

9.50-10.15 Bedre service til virksomhederne
//Ulla Lieberkind, specialkonsulent, Erhvervsministeriet

10.15-10.25 Pause

10.25-10.50  Udenlandsk talent til regionerne
//Dan Rosenberg, Senior Talent Acquisition Manager, CopenhagenCapacity

10.50-11.15 Case: Succesfuld rekruttering - hvordan?
//Sune Ernst Nielsen, ejer, Brandiators

11.15-12.00 Workshop
En udforskning af muligheder for mere samarbejde på tværs omkring tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft

12.00-13.00 Frokost

Om stedet

Herthadalen
Slangealléen 1
4320 Lejre

Herthadalen ligger i den nyudnævnte nationalpark Skjoldungelandet med Ledreborg Slot og Sagnlandet Lejre som nærmeste naboer. Der er rig mulighed for en lang gåtur som afslutning på dagen - eller bare et smut ned til den lille sø. Glæd dig til en dag i smukke rammer omgivet af naturen - og forhåbentlig solskin!

Arrangementet er for dig...

der har virksomhedskontakt som en del af dit daglige arbejde og ønsker at blive endnu bedre til at understøtte virksomhedernes vækst. Arrangementet er gratis, men det er kun muligt at deltage, hvis du er omfattet af GCAs målgruppe. Læs mere her

Vidste du...

...at der er en stigning i forgæves rekrutteringer på landsplan, som lige nu ligger på knap 20.000 stillinger - men det er stadig langt fra niveauet inden finanskrisen, hvor landets virksomheder oplevede forgæves rekruttering til 66.000 stillinger!
Se mere statistik om rekrutteringen i Danmark på www.star.dk

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om arrangementet, så ring til Laura Sophie Jantzen på 71 99 00 14.